Hvem er Victoria?
Victoria blev født den 1. marts 2009 kl 20.23 på Paropakar Maternity & Womens Hospital i Kathmandu, Nepal - hun vejede 2700 gram, havde medfødt rygmarvsbrok af typen myelomeningocele og udviklede vand i hovedet. På grund af dette blev hun kort efter fødslen forladt af sin mor.
Paropakar-hospitalet forsøgte herefter at få en børneforsorg i Nepal til at tage ansvar for Victoria, men ingen ville have hende. Således blev hun liggende på hospitalet, først i en kuvøse, dernæst på en stol - mens hendes hoved voksede og voksede.
Indtil en dag i august 2010, hvor en dansk journalist og fotograf kom forbi hospitalet for at skrive en artikel om fødsler i Nepal - og besluttede sig for også at skrive lidt om Victoria. Dén artikel blev læst af Cecilie Mose Hansen, Victoria-foreningens stifter og formand, som blev så berørt at hun måtte handle.
Efter research og planlægning hjemmefra rejste Cecilie til Kathmandu fra den 1. - 14. november; under opholdet i Nepal blev Victoria flyttet fra Paropakar til Annapurna; hun blev undersøgt, diagnosticeret og gennemgik den første af ialt tre planlagte operationer.
Ugen efter Cecilies hjemkomst gennemgik Victoria sin anden store operation - hun havde det godt umiddelbart efter, men næste morgen fik hun feber og små epileptiske anfald. Victoria døde af et hjertestop om morgenen den 19. november 2010.
Læs hele historien på bloggen
|